Efter en ferie der er fløjet af sted, drømmer jeg mig tilbage til en rigtig dejlig og varm dag på Vadehavscentret. Denne ferie blev tiden hvor vi endelig fik besøgt stedet og set den smukke arkitektur. Og det er ikke sidste gang vi skal derhen.
Jeg er meget betaget af brugen af materialer og hvordan rum og bygninger er skabt i overensstemmelse med naturen. Det er tydeligt at det er med den største respekt for omgivelserne at bygningerne er blevet placeret og når man går rundt på stedet får man en følelse af at byggeriet er sket i stilhed for ikke at forstyrre naturen og dyrelivet. Man har værnet om alt det som var her først – alt det som vi skal passe på. Det er meget smukt, og efter min mening den helt rigtige løsning til et byggeri, konstruktion og menneskeskabt oplevelsesrum midt i noget af vores dyrebare natur. Jeg skal meget snart tilbage og besøge Vadehavscentret.